Torben Kaas

Torben Kaas -  (F. 1960 ) - kunstmaler / musiker

 

- Nordisk maler -

 

Torben Kaas, en af Vest Sjællands mest særegne kunstnere, har igennem de seneste år for alvor har slået sit navn fast med sine motiver og strandhuse fra Bisserup. Lyset og de kraftige rustikke farver er blevet hans kendetegn. Han sælger fra gallerier i Vejers og Kirke Stillinge ved Slagelse samt fra til værksted i Bisserup hvor han bor

 

Efteråret er min foretrukne periode når det kommer til at male billeder, fortæller han. De våde fugtige farver gør stort indtryk på mig. Vinden har en bestemt tone her. Det samme har himlen og regnen. Og det samme har landskabet. Både det man betragter og det man fornemmer. Efteråret bringer en melankolsk poesi og fortæller at noget er slut, og at noget andet begynder. Den evige cyklus arbejder.

 

Jeg betragter i høj grad mig selv som nordisk maler. Min sjæl hviler i den nordiske muld som jeg er født af. Og dermed bliver mit maleriske udtryk et billede af dette. Jeg maler hvad jeg er, og jeg er hvad jeg maler. Hverdagsshaman. Jeg optager indtryk og fører dem videre til lærredet.

 

Mine billeder skildrer ved første øjekast konkrete scenarier og stemninger fra en mark eller strandeng med vind, vejr. Men mine huse og landskaber har altid en abstrakt undertone, som viser vej ind i næste stadie. Et stadie hvor husene transcenderer i stilhed, og bliver selvstændige, mystiske objekter på billedfladen. Templer. Steder for kontemplation hvor tankerne kan finde ro. Et stadie hvor himlen forbliver konkret i sin metafysiske enkelthed og hvor lyset samles og bliver essensen og svaret i fortællingen. Lyset spiller altid en rolle i mine billeder. Jeg er meget bevidst om at både lysets og mørkets kraft ligger dybt i os alle

 

Jeg holder af det tidlige morgengry, hvor jeg ofte går på strandengen og henter inspiration. Eller aftner hvor himlen er stor og bliver et med horisonten og havet. Jeg starter altid mine billeder op udendørs og gør dem færdig i værkstedet.

 

Jeg arbejder med kraftige jordfarver som påføres i flere lag med pensel og spatel. Gylden okker, orangegul, italiensk rød, brændt umbra, turkis grøn og koboltblå. Jeg maler udelukkende olie på lærred i varierende størrelser.