Lars Henning Andersen er født i 1954 i Varde. Han fik sit gennembrud som autodidakt billedkunstner i begyndelsen af 90’erne og har siden haft masser af udstillinger i både gallerier, kunstforeninger og virksomheder.
Lars Henning Andersen laver koloristisk kunst fuld af optimisme og livsglæde.
Der er magi, dans og eventyrflugt i Lars Henning Andersens malerier. Brugen af kontrastfyldte farver, tydelige konturer og kubistiske former giver associationer til fortidens ekspressionisme med et kubistisk anstrøg a la Marc Chargals eventyrlige univers. Der er noget hemmelighedsfuldt og pirrende over Lars Henning Andersens fabulerende værker, der er fyldt med optimisme og ro.
Lars Henning Andersen om sine billeder:
De gådefulde figurer flyder ind og ud af farven, og jeg lader som oftest tolkningen være op til folks egen fantasi. Min inspiration er temaer fra den mytologiske verden eller elementer fra historier og fortællinger.
Jeg maler ganske enkelt fordi jeg finder det spændende
- der opstår altid noget, der ikke var tænkt på forhånd.
Malerierne bliver udtrykt i acryl med et farvevalg og kompositioner der appellerer til såvel den modne, som den unge generation.